Archive for november, 2009

Når lyset bryder igennem

november 17th, 2009

November. Måneden før måneden, og mørket har for længst sænket sig over Hylke de fleste af de timer Emil og jeg tilbringer her. Men snart hænger vi udendørs-lyskæderde op, fylder huset med stearinlys, gran, nisser, engle, flitter og stads. Og hygge! Varme, marcipan og glögg. Uhm… det føles, smager og dufter helt fantastisk. Det er jul!

Stemningen af glæde og omsorg, som julen altid får frem i mig, gør mnig så glad midt i en snusket og fesen tid med mørke og regn. I år ønsker jeg mig en hund, et par træsko og Camilla Plums bog “Jul”. Sidstnævnte nok de mest realistiske ønsker lige nu, hvor budgettet grundet min ledighed stadig ikke tillader de vilde udskejelser.

Men vi har det godt, og vi har taget ved lære af den ene manglende indkomst. Mange ting behøver vi slet ikke at købe – og da slet ikke for at blive gladere! “Hvis-bare-jeg-havde…-ville jeg blive lykkelig”-sætningen har vi sendt på pension. Den gælder ganske enkelt ikke mere hos os, for vi kan faktisk godt selv. Bage brød, finde ting til juledekorationen, lave nye frø til næste års blomster, æblesaft og mange, mange andre gode ting til dagligdagen. Nogen “bonderøv” er vi ikke, men jeg må indrømme, jeg er betaget af Frank-Bonderøv og hans livsstil, og jeg kan også godt selv.

Status lige nu: Job med løntilskud i Kulturafdelingen, Horsens Kommune det næste halve år frem. Super, super glad for det: Søde kollegaer, spændende opgaver og muligheden for at opbygge et kæmpe netværk indenfor kulturlivet i Horsens.

Louise er blevet stor. Hold da fast, hun er stor nu. 1½ år gammel, går selv, spiser selv, snakker på livet løs… meget munter pige. Den sidste uges tid har hun dog holdt os på prøve ved sengetid. Ved ordet “godtnat” forvandles den søde pige til et lille monster, der skriger, og skriger, og skriger. Efter flere ødelagte hyggeaftener på gulvet ved siden af hendes seng, besluttede vi i aften at lade hende skrige i 5 minutter ud fra devicen: Hun dør ikke af det. Og det gjorde hun faktisk ikke. Stopuret sat på 5 minutter, skrigeri, ned og finde sutten og putte igen, endnu 5 minutter på stopuret, skrigeri, som dog stoppede lige før uret bippede. Og så, stilhed… dejlig stilhed. Nu sover det lille pus.

I morgen: Ny dag på job venter. Nu: 21:50, og min te er blevet kold. Tror jeg vil tænde stearinlys i stuen og sprede hygge. Hører klassisk musik og er afslappet.