Archive for januar, 2010

Lektion 1: At konversere!

januar 22nd, 2010

Bruuns Galleri, Århus. Vesthimmerlands Musikhus – ALFA, Aars. Here I come!

Gaven til Karen Quist, hovedpersonen for dagens reception i Aars, blev hurtigt indkøbt i Bahne, Bruuns Galleri. 1 stk grøn Hoptimist til at placere på skrivebordet i hendes nye musikhus-kontor. Betrådt hver en afkrog i Bruuns Galleri, købt varer på udsalg og spist ufattelig klam kina-mad. Hygge, hygge, og snak i stor stil.

Næstefter venter godt 1 times køretur mod nord, et festligt arrangement med x antal helt ubekendte mennesker. Hvordan mon formen og omgangstonen. Lidt i 15.00 parkerer jeg bilen på en dertil indrettet p-plads ude foran musikhuset (som jeg i øvrigt fandt uden at køre forkert!!!), og en pludselig nervøs / urolig følelse indtager kroppen. Hvad i al verden stiller man op ved en reception, hvor den eneste man kender, er personen, der har inviteret en?

1. Værten står i døren og byder velkommen. Jeg siger pænt: “heeej og tak for invitationen”, hvorefter jeg roligt siver ind sammen med de øvrige ankomne gæster.

2. Jeg placerer gaven på gavebordet og hænger straks min frakke på en bøjle i garderoben. Dernæst vandrer jeg mod drinksbordet, åbner en danskvand og tænker: “gad vide, om man bare drikker af flasken? – NEJ! Man tager et glas – hælder flaskens indhold i det og går videre”.

Go with the flow!

3. Jeg kigger mig lidt omkring i det ca. 1½ år gamle musikhus tegnet af arkitekten Per Kirkeby og bl.a. sponsoreret af en del lokale banker og virksomheder. Falder i snak med et medlem af ALFA’s støttegruppe, der står bag en hel del af husets tilbliven, arrangementer og daglige drift. Hun er rigtig flink, let at tale med og fortæller mig en spændende historie om lokalbefolkningens kamp for at få deres helt eget musikhus i Aars.

4. Vi går til fadet! – Dvs. på opfordring af bestyrelsesformanden siver alle roligt hen til buffetten og anretter en anstændig portion brød, ost, pølse og frugt på sin tallerken, hvorefter man taler videre. Jeg taler igen lidt med støttegruppedamen, som sætter sig ved siden af mig i sofaen. Der er et par taler, og jeg er efterhånden velforsynet. Stiller tallerken og glas fra mig, og kigger mig lidt mere omkring. Der er også 1. sal…

5. Ovenpå: Kontor, mødelokale, indgang til koncertsalens balkon, personalekøkken og et audiolab, som gymnasiets musiklinje bruger i undervisningen. Her står der allerede en herre og en dame og snakker om udstyret. Han spørger mig om jeg er kendt her, fordi – formoder jeg – han vil have mig til at forklare dem nærmere om audiolabbet og musikhuset. Det kan jeg ikke uniddelbart klare, da jeg aldrig før har været i ALFA. Jeg spørger i stedet om de er familie til Karen. Manden er hendes svigerfar – en ret fint udseende ældre mand fra Århus’ bedre kvarter, som bestemt ikke er tom for ord.

I noget tid konverserer vi om løst og fast; bl.a. om et tysk fjernsynsprogram og begrebet lykke. Og efter noget tid, siger manden: “Ja, nu vil jeg ikke opholde dig mere med al mit snak. Du er en sød pige”. Det var en fin måde at sige til mig: Nå, men jeg må vidst komme videre”, og det eneste jeg får sagt er: “Det er okay…” HMRF!! Det øjeblik havde jeg gerne gjort om og sagt noget lidt mere smart.

6. Nå, men jeg siver videre og ende nede i foyeren igen – dér, hvor festen er. Klokken er snart ved at være afrejsetid. Jeg finder værtinden, får sagt pænt farvel, finder min frakke og min bil. Nu går det mod syd igen.

At være sig selv i skoven omkring Hylke...

En god dag med en ordentlig een på opleveren. Svigerfaren, Musikhuset og receptionen har gjort stort indtryk på mig. Jeg kan mærke på vej i bilen, at jeg har meget at fortælle Emil, når jeg kommer hjem.

Jeg har lært noget nyt i dag. At konversere betyder: Man samtaler med nogen om et almeninteressant emne som fx lykke. Efter noget tid når man til punktet “vi må videre” og afslutter høfligt samtalen med en smule skjult beskedenhed. Det kaldes vidst nok af nogen: At være et dannet menneske.

Hmmm, dannet eller ej? Jeg kommer vidst bare fra Hylke – dér, hvor luften for det meste er frisk og på visse tiders af året indeholder en ganske særlig aroma. Her siger folk bare hej til hinanden, og snakker helt almindeligt uden at passe på at sige noget forkert. Det er bar dæjli.

Og jeg skal altså ikke ha’ en GPS!

januar 21st, 2010

Og slet ikke, når det, at jeg ikke kan finde vej, resulterer i en prøvesidning på forsædet af en politibil.

Onsdag den 20. januar. Ringvejen omkring Viborg. Jeg skal finde Vinkelvej nr. 40, har misset en afkørsel, og jeg kan ikke finde vej. En P-plads med et kort. 4 politibetjente er dog også på p-pladsen, og jeg vælger at spørge dem om vej i stedet. Det er vidst hurtigere. “Jamen sæt dig lige ind på forsædet, så viser jeg dig vejen på GPS’en”, siger den ene betjent. Nice nok, så prøvede jeg også at sidde i en politibil.

Jeg fandt vej – frem til Søndermølle Kultur og Naturcenter, vært for MMU’s temadag om EU-programmer og internationalt samarbejde. MMU (midtjydske museers udviklingsråd) er et netværk for dem på museum, og jeg har fået lov at være med for en gangs skyld.

Det var spændende. Meget spændende. Hvordan søger man penge via EU til et europæisk baseret samarbejdsprojekt, hvad er et EU-projekt i det hele taget, og er der overhovedet hjælp at hente i Bruxelles til at søge støttemidler.

Til sidstnævnte spørgsmål fandt jeg ud af, at der findes et kontor: Central Denmark (eller Midtjyllands EU-kontor) i Bruxelles med 4 faste medarbejdere, som bl.a. er til midtjyske institutioners rådighed i forbindelse med ansøgning om støtte til EU-projekter. For at klare sådan en ansøgning selv er åbenbart en større kamel at sluge.

Men hvorfor optræder jeg pludselig ved et møde i MMU? Som fundraiser i Horsens Kommunes Kulturafdeling er det af allerstørste relevans, at jeg ved noget om EU-projekter og puljer. Så derfor.

I dag står arbejdsdagen på noget helt andet: Skolekorskoncert med Heksen Esmaralda på HNT lige til i aften. I morgen holder jeg friiiiiiii. Hyggetur til Århus med Astrid og reception hos Karen Quist på Vesthimmerlands Musikhus – ALFA. Det bli’r så hyg’ligt!

“Ska’ man så bare skrive noget?”

januar 19th, 2010

En ny side, kræver et nyt indlæg. Og nu har Mølgaardene fra Hylke igen fået nyt look, så hellere også et par linjer fra Kløvermarksvejen nr. 6. Hermed et par erfaringer fra fruens hverdag.

Sneen ligger stadig omkring huset. Is på bakken herop og bilerne skøjter rundt. Men ikke mors Fiat-bil – den ka bar det der med at køre i glat føre. Først på vintersæsonnen kunne jeg dog have solgt den til Polen flere gange, når den blev ved med at køre fast, men nu har vi ligesom fået et fælles fodslaw på det her glatføre, og så går det helt godt.

Og det er jo ikke så tosset, når jeg nu drøner frem og tilbage mellem Horsens Kommune og Hylke hver eneste dag. I den kommende tid får jeg rigtig travlt med at lave fundraising for Horsens Bibliotek, være medhjælper ved Holmboe i Horsens – en klassisk musikfestival, samt ved Horsens Kommunes Idrætspris.

Den lille Louise bliver stor. Rigtig stor. Og fræk. Evigt snakkende lille – nej stor – krudtugle, som har travlt med at bygge med klodser, passe på “gukke” (dukke) og gentage alt hvad man siger. “Pragtfuld” er hendes nyeste ord, og andre som “gakkeboje” (papegøje), “nej tak”,  “snemand” og “kor – cykler – vinker” er fast integreret i hendes vokabular.

Men hvad der lige sker inde i hovedet på en næsten 2-årig pige, er altid ikke let at forstå. Når hun sidder og spiser, og pludselig ud i det blå skærer en grimasse som om man har sagt noget forkert hende og stikker i et kæmpe skrål i de allerhøjeste toner… Sommetider tror jeg hun bestemt træner til at blive piccolofløjte eller noget lignende. Hold da fast, hvor kan hun hvine! En ting er i hvert tilfælde sikkert: Vi kan ikke undgå at give hende opmærksomhed, hvilket måske i virkeligheden er det, hun efterlyser. Ved nærmere eftertanke… det er nu skægt at have sådan en størrelse i huset.

Mor-datter hygge ved strandkanten

Emil kører troligt på møllejob i Vestas-city, Skejby, hver dag, og jeg tror, han faktisk nyder det! Han er jo en pilfinger og ser muligheder i at nørkle med tingene. Sine projekter slipper han ikke før de er helt perfekt. Det kan jeg godt lide, for sådan er det også her hjemme. Han har altid en idé med projekterne, og tingene skal virke, som han har tænkt det før resultatet er godt nok. Og så kan han lide at lege.

De næste tre dage er det Chef Emil, der står for aftensmaden. Jeg føjder nemlig til sent på eftermiddagen og når kun lige hjem til spisetid. Han er en mesterkok, min Emil, og jeg glæder mig til at træde ind i Hylkehusets varme og mærke duften af aftensmad – mmmmm!

Så prøver vi igen…

januar 19th, 2010

…med endnu et forsøg på at puste liv i hjemmesiden. Det har været småt med indlæg på siden. Det har faktisk kun været Heidi der har holdt liv i siden. Men nu prøver vi igen med en frisk installation af det underliggende system. Valget er igen faldet på WordPress da det egentlig passer meget godt til hvad vi har behov for på siden.