Lektion 1: At konversere!

januar 22nd, 2010

Bruuns Galleri, Århus. Vesthimmerlands Musikhus – ALFA, Aars. Here I come!

Gaven til Karen Quist, hovedpersonen for dagens reception i Aars, blev hurtigt indkøbt i Bahne, Bruuns Galleri. 1 stk grøn Hoptimist til at placere på skrivebordet i hendes nye musikhus-kontor. Betrådt hver en afkrog i Bruuns Galleri, købt varer på udsalg og spist ufattelig klam kina-mad. Hygge, hygge, og snak i stor stil.

Næstefter venter godt 1 times køretur mod nord, et festligt arrangement med x antal helt ubekendte mennesker. Hvordan mon formen og omgangstonen. Lidt i 15.00 parkerer jeg bilen på en dertil indrettet p-plads ude foran musikhuset (som jeg i øvrigt fandt uden at køre forkert!!!), og en pludselig nervøs / urolig følelse indtager kroppen. Hvad i al verden stiller man op ved en reception, hvor den eneste man kender, er personen, der har inviteret en?

1. Værten står i døren og byder velkommen. Jeg siger pænt: “heeej og tak for invitationen”, hvorefter jeg roligt siver ind sammen med de øvrige ankomne gæster.

2. Jeg placerer gaven på gavebordet og hænger straks min frakke på en bøjle i garderoben. Dernæst vandrer jeg mod drinksbordet, åbner en danskvand og tænker: “gad vide, om man bare drikker af flasken? – NEJ! Man tager et glas – hælder flaskens indhold i det og går videre”.

Go with the flow!

3. Jeg kigger mig lidt omkring i det ca. 1½ år gamle musikhus tegnet af arkitekten Per Kirkeby og bl.a. sponsoreret af en del lokale banker og virksomheder. Falder i snak med et medlem af ALFA’s støttegruppe, der står bag en hel del af husets tilbliven, arrangementer og daglige drift. Hun er rigtig flink, let at tale med og fortæller mig en spændende historie om lokalbefolkningens kamp for at få deres helt eget musikhus i Aars.

4. Vi går til fadet! – Dvs. på opfordring af bestyrelsesformanden siver alle roligt hen til buffetten og anretter en anstændig portion brød, ost, pølse og frugt på sin tallerken, hvorefter man taler videre. Jeg taler igen lidt med støttegruppedamen, som sætter sig ved siden af mig i sofaen. Der er et par taler, og jeg er efterhånden velforsynet. Stiller tallerken og glas fra mig, og kigger mig lidt mere omkring. Der er også 1. sal…

5. Ovenpå: Kontor, mødelokale, indgang til koncertsalens balkon, personalekøkken og et audiolab, som gymnasiets musiklinje bruger i undervisningen. Her står der allerede en herre og en dame og snakker om udstyret. Han spørger mig om jeg er kendt her, fordi – formoder jeg – han vil have mig til at forklare dem nærmere om audiolabbet og musikhuset. Det kan jeg ikke uniddelbart klare, da jeg aldrig før har været i ALFA. Jeg spørger i stedet om de er familie til Karen. Manden er hendes svigerfar – en ret fint udseende ældre mand fra Århus’ bedre kvarter, som bestemt ikke er tom for ord.

I noget tid konverserer vi om løst og fast; bl.a. om et tysk fjernsynsprogram og begrebet lykke. Og efter noget tid, siger manden: “Ja, nu vil jeg ikke opholde dig mere med al mit snak. Du er en sød pige”. Det var en fin måde at sige til mig: Nå, men jeg må vidst komme videre”, og det eneste jeg får sagt er: “Det er okay…” HMRF!! Det øjeblik havde jeg gerne gjort om og sagt noget lidt mere smart.

6. Nå, men jeg siver videre og ende nede i foyeren igen – dér, hvor festen er. Klokken er snart ved at være afrejsetid. Jeg finder værtinden, får sagt pænt farvel, finder min frakke og min bil. Nu går det mod syd igen.

At være sig selv i skoven omkring Hylke...

En god dag med en ordentlig een på opleveren. Svigerfaren, Musikhuset og receptionen har gjort stort indtryk på mig. Jeg kan mærke på vej i bilen, at jeg har meget at fortælle Emil, når jeg kommer hjem.

Jeg har lært noget nyt i dag. At konversere betyder: Man samtaler med nogen om et almeninteressant emne som fx lykke. Efter noget tid når man til punktet “vi må videre” og afslutter høfligt samtalen med en smule skjult beskedenhed. Det kaldes vidst nok af nogen: At være et dannet menneske.

Hmmm, dannet eller ej? Jeg kommer vidst bare fra Hylke – dér, hvor luften for det meste er frisk og på visse tiders af året indeholder en ganske særlig aroma. Her siger folk bare hej til hinanden, og snakker helt almindeligt uden at passe på at sige noget forkert. Det er bar dæjli.

This entry was posted on fredag, januar 22nd, 2010 at 22:02 and is filed under Ikke kategoriseret. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.